Socialsquare søger skarp webudvikler, der vil være med til at skabe fremtidens sociale webløsninger

Socialsquare søger skarp webudvikler, der vil være med til at skabe fremtidens sociale webløsninger

16 Marts - 2011Magnus0

UPDATE! Vi har fået mange gode henvendelser omkring denne stilling og ønsker derfor ikke flere ansøgninger på nuværende tidspunkt.

Socialsquare søger en skarp og erfaren webudvikler, som vil få en central rolle i vores talentfulde team. Vi tilbyder en mulighed for at udvikle og dygtiggøre dig samtidig med, at du spiller en central rolle i at gøre et af Europas førende sociale bureauer på konsulentsiden til en stærk udviklerforretning også.

Vi er i Socialsquare er i gang med at definere en ny branche og et nyt slags bureau. Vi hjælper organisationer med at genopfinde sig selv gennem sociale værktøjer på tværs af platforme, mennesker og processer. Vi har store ambitioner og er i hastig vækst og arbejder for kunder som VELUX, Rambøll, DBU, Novo Nordisk, Danske Bank, Københavns Kommune, Danske Regioner, Skanderborg Kommune, Microsoft, Arla etc.

I Socialsquare tror vi på, at social teknologi er mere end blot nye kommunikationskanaler. Udviklingen og forandringerne i disse år handler om, at den sociale teknologi grundlæggende forandrer vores måde at organisere os på og stiller helt nye krav til, hvordan vi tænker organisationer, forretning, marketing, HR, organisationsstruktur, innovation, ledelse og relationer til interessenter og kunder. Vi hjælper vores kunder med dette og arbejder metodisk, design- og research-drevet med fokus på at løse udfordringer og udvikle innovative løsninger, der skaber ny værdi for de organisationer, vi arbejder med. Vi har en forkærlighed for åbne systemer udviklet i agile processer, og vi ønsker at eksperimentere og forsøger altid at tænke teknologi ind tidligt i et forløb.

Din profil
Du har en tung og bred teknisk viden, og du har stor erfaring udi adskillige sprog og frameworks. har stærk fornemmelse for design, interaktionsdesign og kan arbejde med wireframing som en del af kommunikation mellem andre i teamet.
Du er ikke bange for at kaste dig ud i agile processer, hvor du også er med til at skabe idéer, frem for bare at implementere andres. Du er stærkt interesseret i at bygge sociale websites, platforme og mobile apps.
Du kan ikke holde dig fra at lave mashups og prototyper og følger aktivt med i, hvad der foregår på tech startup scenen.
Du er god til informationsarkitektur, front- og backend, database, deployment til server, Facebook-applikationer /Facebook-connect og kodning op mod andre sociale API’er.
Du kan nok også arbejde med mobile OS.

Du kan strukturere, lede og fordele arbejdet i større udviklingsprocesser, hvor du styrer og løfter niveauet for både interne og eksterne udviklere. Du er sikkert ikke Scrum-religiøs, men du kan se værdien af korte og involverende udviklingssprint. Det kan vi i hvert fald.

Din uddannelse er mindre vigtig. Vores team har uddannelser fra 9. klasse til Ph.d. i sociale medier, men alle har flere års professionel erfaring. Vi forventer dog, at du kan dokumentere 2-3 års erfaring og en portefolio, der viser dit arbejde med udvikling af sociale løsninger.

Du kommer til dagligt til at arbejde i et team af konsulenter og eksperter i social design, som sammen med kunder og brugere skaber de helt rigtige løsningen fra 0 til 100 på kort tid. Du er naturligt udadvendt, du er god til at kommunikere din faglighed til kunder og kan deltage i processen fra start til slut. Den ideelle ansøger har brede kvalifikationer, en prototypende approach, en glødende interesse for det sociale internet og har sandsynligvis bygget egne projekter, eksperimenter og løsninger.

Stillingen er fuld tid og med tiltrædelse snarest muligt.

Læs mere om os her på sitet eller ping os på Facebook eller Twitter.

Send os CV og ansøgning
Send din ansøgning inden 31. marts kl. 12.00 til magnus@socialsquare.dk. Vedlæg CV eller link til LinkedIn-profil samt eventuelle referencer. Vi Googler dig selvfølgelig, ligesom du sikkert har Googlet os.

Comments

Leave a Reply