Specialesamarbejde om crowdsourcing

15 December - 2010Jacob1

Socialsquare har åbnet dørene for, at jeg kan skrive mit speciale i samarbejde med dem. Målet med specialet er at kunne opstille nogle begrebsrammer inden for crowdsourcing, som skal hjælpe med at gøre fænomenet mere håndterbart og lettere at arbejde med organisatorisk. Som en del af samarbejdet vil jeg løbende blogge om emnet og mine resultater.

Hvad er crowdsourcing?

Jeff Howe som er manden bag udtrykket ”crowdsourcing” beskriver fænomenet som følgende:

”Crowdsourcing is the act of taking a job traditionally performed by a designated agent (usually an employee) and outsourcing it to an undefined, generally large group of people in the form of an open call.” (http://www.crowdsourcing.com/)

Således dækker begrebet altså over, at man lægger en problemstilling eller arbejdsopgave ud til en bred udefineret gruppe, som så frit kan komme med løsningsbidrag og ideer. Et eksempel der ofte nævnes i forbindelse med crowdsourcing er Starbucks internetportal ”My Starbucks Idea“, hvor man frit kan komme med forslag til forbedringer hos Starbucks.

Baggrund

Crowdsourcing skal ses som et resultat af en grundlæggende ændring i vores samfund som formentligt er foranlediget af web 2.0’s udbredelse.  Med Yochai Benklers ord er verden blevet for kompleks og sammenkoblet til, at nogen virksomhed er i stand til at have alle svarene internt i deres organisation. (Wealth of Networks)

Lukkede organisationer med nogle få alvidende eksperter virker ikke længere realistisk, og stadig flere organisationer åbner derfor op, og tager alle interesserede med på råd.

Fordelene ved crowdsourcing

Mægtige Procter & Gamble er på trods af sin størrelse bevidst om, at de kun har 0,5 % af eksperterne på deres område ansat, og  benytter således crowdsourcing i deres innovation for at kunne få input fra de resterende 99,5 % af eksperterne i verden. Men crowdsourcing er ikke mindst interessant i forhold til slutforbrugerne der ofte ligger inde med gode ideer til de produkter som de benytter dagligt. På den måde kan crowdsourcing ses som en fokusgruppe der i højere grad end tidligere giver virksomheden mulighed for at involvere forbrugerne. Virksomheden kan på den måde modtage mere feedback og blive anerkendt som en lyttende og interesseret virksomhed.

Det engagement som crowdsourcing kan medføre hos forbrugerne er en sidegevinst som bestemt ikke skal undervurderes. I en tid hvor traditionel markedsføring har svære tider er det nemlig et interessant alternativ, der kan gøre kunderne til loyale ambassadører for virksomheden.

Udfordringer

Fordelene ved crowdsourcing er mange, men samtidigt indeholder fænomenet en række udfordringer, som jeg i mit speciale vil forsøge at lette og anskueliggøre. I særdeleshed fokuserer jeg på den organisatoriske udfordring der ligger i at åbne sig mod omverdenen, da meget tyder på, at netop denne udfordring er den største forhindring for danske virksomheders brug af crowdsourcing.

Målet med mit speciale er at forstå, hvad det kræver af en organisation at kunne åbne sig og tage sine interessenter med ind i forretningen, hvilket jeg ønsker at finde frem til ud fra nogle praktiske eksempler. Ved at anskueliggøre en række centrale udfordringer håber jeg at blive i stand til at opstille nogle begrebsrammer, som kan lette arbejdet med crowdsourcing.

Hjælp

I overensstemmelse med emnet er jeg naturligvis meget åben over for udefrakommende hjælp og ideer. Særligt er jeg interesseret i at komme i kontakt med danske virksomheder som har erfaring med crowdsourcing eller brugerinddragelse. Afhængigt af mit endelige metodedesign er det mit mål at finde frem til 3 -4 danske virksomheder, der kan hjælpe mig med et interview om deres tilgang til crowdsourcing. Hvis jeres virksomhed kan hjælpe hører jeg meget gerne fra jer. Ligeledes byder jeg naturligivs kommentarer, forslag og interessante links velkommen.

Jeg kan kontaktes på jacob@socialsquare.dk.

Comments

One Response to “Specialesamarbejde om crowdsourcing”

Trackbacks

  1. Ny virkelighed – ny velfærd #1 « Jacobs notesbog

Leave a Reply