lidt tanker om at flytte sig i det sociale netværk
Jeg har ikke fået blogget i lang tid – og det må I undskylde. Jeg har også IGEN glemt bloggens fødselsdag, men det er altså i disse dage 5 år siden jeg lagde hovedet på bloggen for første gang :-) Tillykke til mig og bloggen og især til alle jer som har læst med og kommenteret undervejs!
Og i dag er også en mærkedag, for det er første gang jeg skriver fra det nye arbejdsværelse, i det nye rækkehus – som ligger ude på landet. Vi flyttede sidste lørdag og der er stadig papkasser overalt, men vi er faldet godt til og er helt vilde med at få plads og lys og luft og natur.
Imens vi er flyttet, har jeg læst det halve af: “Connected: The Surprising Power of Our Social Networks and How They Shape Our Lives!” af Christakis og Fowler som begge forsker på Harvard.
Flytningen har derfor også givet mig lejlighed til at tænke over sociale netværk fra en ny vinkel. Den der handler om nærmiljø, om at kende ansigterne på gaden, hilse på kassedamen og vide noget om hende – og genkende naboen på gaden.
I følge “Connected” har naboens lykke og glæde og ensomhedsfølelse direkte indflydelse på, hvordan man selv har det. Hvis naboen føler sig ensom, er der ret stor sandsynlighed for, at man selv oftere vil føle sig ensom og vice versa – og jeg finder det fascinerende, at de i bogen siger, at når venner bor tæt på, så har deres følelsesliv større indflydelse på ens egen lykkefølelse, end når de bor længere væk.
Kort sagt er jeg spændt på, om jeg mon mærker mit netværk mere og anderledes herude fra periferien – end da jeg boede midt i det?
Subscribe
Jeg har selv foretaget turen fra midten af København, over Århus midtby og rækkehus i forstaden til en lille landsby med 600 indbyggere på Djursland. Og der er ingen tvivl om, at betydningen og dybden af de sociale netværk ændrer sig. Venner som man så flere gange om måneden, ser man nu et par gange om året. Når man fjerner sig fysisk ændrer forholdet til omgivelserne sig – og de digitale netværker ændrer sig også i betydning og anvendelse. Sociale medier bliver en primær kommunikationskilde i forhold til omgivelserne, fremfor at antage den mere understøttende karakter, som de har hvis man befinder sig midt i de fysiske netværker. Twitter, Facebook etc. bliver ikke noget der supplerer det sociale netværk – det bliver selve det sociale netværk.
Dermed bliver ens nærmeste kontakter ganske enkelt dem der svarer, kommenterer og interagerer. Folk man måske havde et perifært kendskab til i de fysiske sammenhænge, bliver pludselig nære venner – og folk man havde tæt kontakt med da man boede i byen, bliver fjerne bekendte, hvis ikke de bruger de sociale netværker på samme måde. De deltager jo ikke i festen …