Subscribe
Er det i orden at bruge oprigtighed som genvej til opmærksomhed?
Du har måske allerede set videoen om Karen, som i en YouTube-video søger en far til sønnen August?
Og du har måske også hørt, at videoen er set mere end 700.000 gange og at det viser sig, at Karen ikke hedder Karen, men Ditte og at hun er skuespiller og at hun slet ikke har en søn?
Hvis ikke – så er filmen her.
(UPDATE 14.09.09: Ny version her – VisitDenmark har taget deres af:)
Der er efter alt at dømme tale om en såkaldt viral video – for et eller andet produkt eller en service. Masser af spekulationer om bagmændene florerer – for eksempel her, her og her
Man kan se af kommentarerne på Karens hjemmeside at en masse mennesker, er “hoppet på” historien. De føler med Karen og støtter hendes forsøg på at finde en far til barnet – og de opmuntrer hende med positive tilkendegivelser af sympati.
Man kan imidlertid også ane vreden og skuffelsen hos dem, der nu har opdaget, at videoen er falsk. De fleste udtrykker, at de føler sig skuffede – de investerede jo ikke bare 5 minutter, men også en følelse, en spejling, en indlevelse – og til gengæld fik de et dybfølt HAHA?
Jeg aner ikke, hvem der står bag, men uanset hvad bureauet har bildt dem ind, så har de i forarbejdet glemt at spørge til relationen mellem opmærksomhed og oprigtighed. Det er muligt man kan få opmærksomhed ved at tale til folks hjerter og få dem til oprigtigt at føle sympati, men kan man også efterfølgende få en langsigtet god relation?
Og jeg forsøger altså ikke at være hellig. Jeg kan godt lide kampagner med quiz-element, kampagner, hvor afsenderen “lader som om”, hvor der er opfundet figurer, hvor jeg bliver provokerer til omtanke, hvor der sker noget anderledes, noget uventet, noget som tvinger mig til at tænke en ekstra gang. Jeg sætter bare grænsen der hvor kampagnerne forsøger at udnytte min oprigtighed og sætte mine følelser i spil.
Hvor går din grænse? Hvilke råd har du til virale kampagner? Synes du det er ok bare at gå efter opmærksomheden for enhver pris – og at jeg bare er for nærtagende?
Det er viser sig nu at det er Visitdenmark der står bag (se http://politiken.dk/indland/article787960.ece). Hvilket jo sætter kampagnen i et endnu mere interessant og paradoksalt lys. På den ene side er kampagnen jo vellykket, da den har formået at sprede sig som en steppebrand gennem nettet, som tiltænkt. Det er jo fint nok.
Men på den anden side syntes det jo utvivlsomt et noget flosset budskab der bliver smidt over disken hér. Det syntes jeg i virkeligheden er det mest problematiske. Hvad er det Visitdenmark, som afsender vil sige? Hvad er det vi (og kommende besøgende til Danmark) skal tage med eller stilling til, endsige deltage i, når vi nu ser Karens personlige historie er fup?
De fleste danskere, der har været på internettet i bare et par år, ved at alt hvad man finder på YouTube skal tages med et stort gran salt. Det er jo ikke ligefrem første gang at noget fake er dukket op på det site (se http://www.youtube.com/watch?v=TPAO-lZ4_hU for en lille historielektion).
Og at “blogosphæren” var rimeligt hurtig til at opdage, at der var noget der lugtede ved historien, er bare med til at understrege dette.
Men dette er åbenbart gået ramt forbi en større samling professionelle journalister, siden disse ukritisk har gengivet historien i flere af de større danske medier. Hvis om nogen, så burde de da vide bedre?
Og netop her ligger hele problemet: Hvis videoen bare havde holdt sig til YouTube og måske cirkuleret lidt på Facebook, så havde der ikke været de store problemer. Nogen var helt sikkert hoppet på den, men mange havde helt sikkert også gennemskuet den.
Men når medierne begynder at gengive den, så sørger de jo for at tilføje 5 tons troværdighed til videoen! For er noget af det mest essentielle i god journalistik ikke at have kildekritik? (Eller, en kilde i det hele taget). Hvis en journalist vælger at bringe historien, har man så ikke en (naiv) tiltro at han har gjort bare et minimum af research på den?
Personligt mener jeg, at der bør sidde en flok journalister derude med enormt røde ører. For de har virkeligt begået en brøler af format, sådan ukritisk at gentage et marketingbudskab. Men hvem er det lige, der skulle bringe den vinkel på historien? Medierne selv? :-P